Klinikassistenter søges til frivilligt arbejde med udsattegruppen i Viborg

Viborg Kommune ønsker at starte et projekt med tandpleje og tandbehandling til gruppen af udsatte, baseret på frivillighed. Udsattegruppen er karakteriseret ved en generel dårlig tandstatus, som har en negativ indvirkning på deres livskvalitet. Samtidig har tandpleje været nedprioriteret af mange forskellige grunde; -økonomi, -fobier, -tandlægeskræk, -psykiske problemer, -misbrug m.v.

Projektet igangsættes på baggrund af ønsker fra udsattegruppen til Fattigdomsrådet, som er fremkommet ved rådets dialogmøder med gruppen. Modellen er opsøgende arbejde med en mobil tandklinik, som vi kan råde over i et samarbejde med Randers Kommune, der har haft et tilsvarende projekt kørende siden efteråret 2010 med rigtig gode resultater.

Vi søger derfor klinikassistenter som på frivillig basis vil arbejde med denne målgruppe i et samarbejde med vores frivillige tandlæge. Vi tænker os, at mobilklinikken skal rulle i Viborg ca. en gang i kvartalet og opsøge de steder, hvor udsatte færdes. Den skal her fungere som ”reklame” for tilbuddet og lægge tandlægestol til de indledende kontakter og udredninger, hvorefter en eventuel behandling foregår i en stationær klinik.

Vi forestiller os arbejdet forankret i en forening, -efter forbillede fra Randers, hvor der vil være en stor mulighed for at øve medindflydelse på arbejdets organisering og udførelse. Projektet skal fungere i foreløbig et år, hvorefter indsatsen skal evalueres.

Henvendelse kan ske til:
Leder af udsatteområdet i Viborg Kommune, Klaus Fogh på tlf.: 23301555 eller pr. mail: klf@viborg.dk

 Tilbage